Jan Brylling – Født i Frederikssund 1968.

Jan fortæller

Et galleri på Fanø startede mit eventyr for interesse for kunst og blev grundlag som kunstmaler for snart 20 år siden. Inspirationen til at male kom fra en ferie på Fanø, hvor jeg besøgte Johnny Madsens galleri. Her købte jeg mit første maleri, og specielt farverne og strukturen gav mig lysten til selv at prøve kræfter med kunsten.

Gennem årerne har jeg udviklet min stil, som rammer hele farvepaletten, men med udgangspunkt i gule/røde eller blå/grønne nuancer som de mest markante.

Jeg maler med akryl på lærred. Primært spartel kommer i anvendelse, hvor jeg anvender teknikken til at skabe de hårde og kantede linjer, og malingen lægges på med lag på lag. Spartel teknikken anvender jeg også ved laseringen, hvor jeg opnår et sammenspil af farvenuancer.

Mine malerier er ikke inspireret fra et bestemt sted. I min opbygning forsøger jeg at skabe liv og en dybde med personer i silhuet og med et strejf af skyline, således at man kigger "ind" i maleriet. Med dette ønsker jeg at vække beskuerens nysgerrighed og fantasi.